At mænd bærer vielsesring er en yngre tradition, end de fleste tror. Selve ringen som ægteskabssymbol går årtusinder tilbage, men i det meste af denne historie var det først og fremmest kvinden, der bar den. Manden med sin egen vielsesring blev først en udbredt skik i løbet af 1900-tallet, og for alvor efter Anden Verdenskrig. I dag er det i Danmark helt normalt, at begge parter bærer ring.

Nedenfor gennemgås hvordan traditionen opstod, hvorfor den ændrede sig netop i midten af forrige århundrede, og hvordan skikken ser ud i dag.

Ringen som ægteskabssymbol før mænd begyndte at bære den

Ringen som tegn på et ægteskab har rødder langt tilbage i oldtiden. I det gamle Egypten og senere i Romerriget blev en cirkel af metal brugt som symbol på en binding uden ende, og i romersk skik bar bruden en ring som tegn på aftalen mellem to familier. Fælles for det meste af den ældre historie er dog, at det var kvinden, der modtog og bar ringen. Manden gav ringen, men bar den sjældent selv.

Denne asymmetri holdt sig gennem middelalderen og videre op i nyere tid. Ringen fungerede som et synligt tegn på, at kvinden var gift, mens manden ikke havde et tilsvarende smykke. Forestillingen om, at begge parter bærer en ens ring, er altså ikke en gammel, ubrudt tradition, men noget der er kommet til langt senere.

Hvorfor begyndte mænd at bære vielsesring i 1900-tallet?

Den store forandring skete i første halvdel af 1900-tallet. Her begyndte tanken om, at ægteskabet er et gensidigt forhold mellem to ligeværdige parter, at slå igennem bredere i samfundet. Når båndet gik begge veje, gav det mening, at symbolet også gjorde det. Vielsesringen blev i stigende grad noget begge bar, ikke kun kvinden.

Samtidig spillede krige en konkret rolle. Da mange mænd i første halvdel af århundredet blev sendt langt hjemmefra i længere perioder, blev ringen en håndgribelig påmindelse om ægtefællen derhjemme. At bære et lille stykke metal, der forbandt en med familien, fik en helt praktisk følelsesmæssig betydning under fravær.

Efter Anden Verdenskrig var skikken for alvor blevet almindelig i den vestlige verden. Det, der begyndte som noget nyt og usædvanligt, var i løbet af få årtier blevet forventet: at både brud og gom har en ring på fingeren efter vielsen.

Forskellen på forlovelsesring og vielsesring

Når historien om mænds vielsesringe forvirrer, skyldes det ofte, at forlovelsesring og vielsesring blandes sammen. Det er to forskellige ringe med hver sin funktion. Forlovelsesringen gives ved frieriet og markerer aftalen om at gifte sig. Vielsesringen udveksles derimod under selve vielsen og markerer, at ægteskabet nu er indgået.

Historisk var det især forlovelsesringen med sten, der var forbeholdt kvinden, mens vielsesringen typisk var en enklere ring i metal. I dag er det blevet mere og mere almindeligt at vælge to ringe - én forlovelsesring og én vielsesring - og det gælder også for mænd, der ønsker at markere begge trin. Er man i tvivl om, hvad der adskiller dem, kan man læse mere i artiklen om forskellen på forlovelsesring og vielsesring.

Hvilken hånd og finger sidder vielsesringen på?

Placeringen af vielsesringen følger stadig en fast skik, og den er den samme for mænd og kvinder. I Danmark bæres vielsesringen traditionelt på ringfingeren på højre hånd. Det adskiller sig fra en række andre lande, hvor ringen sidder på venstre hånd, og det er en af grundene til, at spørgsmålet ofte dukker op.

Baggrunden for netop ringfingeren rækker langt tilbage og hænger sammen med gamle forestillinger om en forbindelse mellem denne finger og hjertet. Selvom den forklaring i dag mest er en historie, er placeringen blevet stående som fast skik. Vil man dykke dybere ned i emnet, findes der en artikel om, hvilken hånd vielsesringen skal sidde på.

For mænd, der bærer både forlovelsesring og vielsesring, sidder de typisk på samme finger. Rækkefølgen og den præcise placering afgøres i praksis af, hvad der føles rigtigt, og der findes ikke én fast regel, alle følger.

Sådan ser mænds vielsesringe ud i dag

Mænds vielsesringe er i dag mere varierede end tidligere. Den klassiske model er en enkel, glat ring uden sten, ofte i 14K guld eller 14K hvidguld, og den holder stadig som et af de mest almindelige valg. Samtidig vælger flere mænd ringe med mere karakter, hvor bredden på ringskinnen og overfladen giver ringen et tydeligere udtryk.

En ring med en bredere, markant ringskinne er et oplagt valg for den, der vil have en ring, som fylder lidt mere på hånden. Blandt Longvés bredere modeller er der blandt andet en bold statement ribbed ring med struktureret overflade. Ønsker man derimod diskrete sten sat ned i selve ringskinnen frem for en enkelt centersten, går mange efter en eternityring eller en half eternity-ring, hvor små diamanter sidder henholdsvis hele vejen rundt eller på den øverste del af skinnen.

Materialevalget følger ofte parrets øvrige ønsker. Guld og hvidguld er de gennemgående metaller, og mange par vælger at matche deres ringe, så de to ringe taler sammen i metal og udtryk. Longvé fører både guld og hvidguld på tværs af ringene.

Hvor mange karat guld vælger man til en vielsesring?

Når det gælder metallet, er 14K guld en almindelig standard for vielsesringe. Betegnelsen 14K henviser til guldets renhed - hvor stor en andel af ringen der er rent guld - og en lavere karatværdi betyder et hårdere og mere modstandsdygtigt metal end helt rent guld, som er blødt. For en ring, der skal bæres dagligt i mange år, er det en praktisk fordel.

Bemærk forskellen på de to stavemåder: guldets renhed måles i karat med k, mens en diamants vægt måles i carat med c. Det er let at forveksle, fordi begge ord bruges om smykker. Skal man vælge mellem guld og hvidguld, handler det mest om farve og om, hvad ringen skal matche - ikke om holdbarhed, da begge bygger på samme grundmetal. Man kan læse mere om, hvad hvidguld er, hvis man overvejer den lyse variant.

Vil man have diamant i mandens vielsesring?

Traditionelt har mænds vielsesringe været uden sten, men det er ikke længere en fast regel. Nogle vælger en enkelt lille diamant sat diskret i ringen, andre en ren metalring uden sten. Begge dele er lige rigtige, og valget afhænger af, hvor meget ringen skal træde frem.

Vælger man en ring med sten, fører Longvé både lab-grown og naturlige diamanter, og det samme design findes ofte i begge varianter. En lab-grown diamant fremstilles i et laboratorium og har samme fysiske og optiske egenskaber som en naturlig diamant - man kan ikke se forskel på lab-grown og naturlige diamanter med det blotte øje. Vil man se udvalget, kan man kigge på Longvés laboratorieskabte diamanter, og der er en artikel om, hvad lab-grown diamanter er, for den, der vil forstå processen bag.