Lab-grown diamanter er ægte diamanter. De består af rent, krystalliseret kulstof i samme atomare struktur som diamanter dannet i jorden, og de har de samme fysiske, kemiske og optiske egenskaber. Forskellen ligger udelukkende i, hvor de er blevet til: i et laboratorium under kontrollerede forhold i stedet for dybt nede i jordskorpen.

Det betyder, at en lab-grown diamant måler 10 på Mohs' skala, bryder lyset på samme måde og vurderes efter de samme kriterier som naturlige diamanter. Den er ikke en imitation eller en efterligning - det er en diamant.

Al diamantdannelse kræver kulstof, høj temperatur og enten enormt tryk eller en særlig kemisk proces. I naturen tager det meget lang tid. I laboratoriet kan de samme betingelser skabes på uger.

Processen begynder næsten altid med et diamantfrø - en tynd skive af en eksisterende diamant, som den nye krystal vokser videre fra. Herfra bruges to hovedmetoder.

HPHT-metoden efterligner de forhold, der findes dybt i jorden. Diamantfrøet placeres sammen med rent kulstof i en presse, hvor materialet udsættes for temperaturer omkring 1.300-1.600 grader og tryk på flere gigapascal. Kulstoffet smelter og krystalliserer omkring frøet, lag på lag, indtil der er dannet en rå diamant.

HPHT er den ældste af de to metoder og bruges også til at behandle diamanter for at påvirke farven.

CVD-metoden arbejder med væsentligt lavere tryk. Diamantfrøet lægges i et vakuumkammer, som fyldes med en kulstofrig gas - typisk metan blandet med brint. Gassen opvarmes, indtil molekylerne spaltes, og de frie kulstofatomer lægger sig på frøet i tynde lag.

CVD giver stor kontrol over processen og bruges i dag til en meget stor del af de lab-grown diamanter, der ender i smykker. Efter væksten slibes den rå sten på samme måde som en naturlig diamant - af en diamantsliber, med samme vinkler, proportioner og krav til finish.

Nej - ikke med det blotte øje. To brillantslebne sten af samme farve, renhed og carat ser identiske ud, uanset om den ene er vokset i jorden og den anden i et laboratorium. Begge har samme brydningsindeks, samme hårdhed og samme spil af lys.

Forskellen kan påvises med specialudstyr i et gemmologisk laboratorium, hvor man analyserer vækstmønstre og sporstoffer i krystallen. Det er den slags analyse, der ligger bag certificeringen af stenene - ikke noget, der kan aflæses i en butik eller under en almindelig lup.

Lab-grown diamanter mærkes desuden ofte med en mikroskopisk indgravering i randen, som identificerer stenen og dens certifikat. Indgraveringen er ikke synlig, når smykket bæres.

Lab-grown diamanter bedømmes efter de samme fire parametre som naturlige diamanter - de fire C'er. De afgør tilsammen, hvordan stenen ser ud, og hvor meget lys den kaster.

Slibningen har størst betydning for, hvordan en diamant opfattes. Vinkler, proportioner, symmetri og polering bestemmer, hvor effektivt lyset bliver reflekteret tilbage gennem stenens topflade. En sten med gode proportioner virker livlig; en for dyb eller for flad sten mister lys ud gennem siderne, uanset hvor ren den ellers er.

Farveskalaen går fra helt farveløs mod svage gullige nuancer. På den danske skala tales om grader som River, Top Wesselton og Wesselton, hvor de øverste grader er de mest farveløse. I hvidguld fremhæves en meget hvid sten, mens guld naturligt kaster en varm tone ind i stenen - noget mange bevidst spiller på i valget af metal.

Renhed handler om, hvor mange og hvor synlige indeslutninger stenen har. Graderne rækker fra fejlfri til tydeligt synlige indeslutninger, og i praksis vælger de fleste en grad, hvor indeslutningerne ikke kan ses med det blotte øje. Både lab-grown og naturlige diamanter dannes med små uregelmæssigheder - det er en del af krystalvæksten.

Carat er en vægtenhed, hvor 1 carat svarer til 0,2 gram. Vægten siger noget om stenens størrelse, men ikke alt: to sten på samme carat kan se forskellige ud i diameter, afhængigt af hvordan de er slebet. Ved runde brillanter er sammenhængen mellem carat og diameter dog nogenlunde forudsigelig, og det er derfor, mange orienterer sig efter carat, når de sammenligner designs.

Lab-grown diamanter bruges i præcis de samme designs som naturlige diamanter - fra små ørestikker til forlovelsesringe med en markant centersten.

Solitairedesignet med én sten er det mest klassiske. Her bæres udtrykket af stenens form og af fatningen, og de mest brugte former er rund brillant, oval, pæreformet, cushion, emerald og marquise. Formen ændrer karakteren markant: en oval eller marquise-slebet sten virker mere aflang, mens cushionformen giver et blødere, kvadratisk udtryk.

Vil man have mere volumen, findes trilogydesignet med en centersten flankeret af to sidesten, som fx en oval trilogy ring. Alternativt kan ringskinnen sættes med små diamanter hele vejen op mod stenen - som på en round pavé ring, hvor pavédetaljerne giver ekstra lys omkring midten.

En eternityring har diamanter hele vejen rundt om ringskinnen, mens en half eternity-ring har diamanter halvvejs rundt. Begge findes i flere bredder, hvor stenstørrelsen følger ringens tykkelse - fra meget diskrete rækker til bredere design med tydeligt lys. En small eternity ring er et eksempel på den lette variant, mens en large half eternity ring har kraftigere sten på den øverste halvdel.

Til halskæder bruges lab-grown diamanter både som enkeltsten og i rækker. Et solitairevedhæng med én sten er den mest anvendelige løsning, fordi det kan bæres alene eller sammen med andre kæder - fx et solitaire pendant, hvor kæden vælges separat.

Vil man have stenen fast monteret på kæden, findes færdige design som en prong necklace med stenen i en klofatning, eller en heart cut necklace med en hjerteformet sten som midtpunkt.

Diamantørestikker er blandt de mest brugte diamantsmykker, netop fordi de fungerer i alle sammenhænge. De findes fra meget små sten til større, tydelige ørestikker, og de sælges både enkeltvis og i par - fx et par prong stud, hvor stenen holdes af fine klør, så mest muligt lys slipper ind fra siden.

Valget af metal påvirker, hvordan stenen opfattes. Hvidguld har en kølig, neutral tone, der får en meget hvid diamant til at fremstå endnu hvidere, og som giver et diskret, ensartet udtryk, hvor stenen står alene i fokus.

Guld har en varm tone, der spejler sig let i stenen og giver et blødere samspil mellem fatning og diamant. Det er ofte det valg, der føles mest klassisk, og det klæder både de meget farveløse grader og de en smule varmere sten.

Mange kombinerer også metaller på tværs af flere ringe eller kæder, og der er ingen faste regler for, hvordan det gøres.

Selve stenen er ekstremt hård og tåler daglig brug, men fatningen og metallet omkring den kræver lidt opmærksomhed. Diamanter tiltrækker fedt og sæbe, og et tyndt lag film på undersiden af stenen dæmper lysgennemgangen mærkbart. En blød tandbørste, lunkent vand og lidt mild sæbe er nok til at genoprette glansen.

Ringe bør tages af ved hårdt fysisk arbejde, træning og rengøring med stærke midler, hvor metallet kan blive slået eller ridset. Smykker med flere små sten - pavé, eternity, half eternity - bør med tiden tjekkes for løse fatninger, fordi klørne og kanterne slides over år.

Opbevar diamantsmykker adskilt fra hinanden. En diamant kan ridse alle andre materialer, inklusive andre diamanter, og bløde poser eller separate rum forhindrer skader.

De valg, der har størst betydning for slutresultatet, handler om stenens form, dens størrelse i forhold til hånden, fatningens type og metallets tone. Formen sætter grundtonen: rund brillant er det mest lysstærke og klassiske udgangspunkt, mens ovale, pæreformede og marquise-slebne sten giver et mere aflangt udtryk, og cushion og emerald et roligere, mere geometrisk.

Fatningen bestemmer, hvor udsat stenen er, og hvor meget lys der slipper ind. En klofatning løfter stenen fri og lader lyset komme fra siderne, mens en bezelfatning omslutter randen og giver en lavere, mere robust profil.

Skal ringen bæres sammen med en vielsesring, er det værd at overveje profilen fra siden, så de to ringe ligger fladt mod hinanden. Det bliver mere og mere almindeligt at vælge to ringe - én forlovelsesring og én vielsesring - og de behøver ikke være ens i metal eller design for at fungere sammen.