Forlovelsesringen gives, når man beslutter sig for at gifte sig. Den bæres i forlovelsestiden og fortsætter typisk på fingeren efter brylluppet, ofte sammen med vielsesringen.

Designmæssigt er forlovelsesringen kendetegnet ved, at den har ét tydeligt fokuspunkt. Den klassiske udgave er solitairen, hvor en enkelt diamant sidder hævet i en fatning, så lyset kan ramme stenen fra flere sider. En round solitaire ring er det mest genkendelige udtryk inden for denne kategori, men brillantslebne sten er langtfra det eneste valg.

Formen på centerstenen ændrer hele ringens karakter. Den ovale form virker aflang og blød, marquiseformen er spids i begge ender og markant i udtrykket, pæreformen kombinerer de to, og cushionformen har afrundede hjørner og et roligere lysspil. En oval solitaire ring og en marquise solitaire ring giver to helt forskellige indtryk, selvom fatningen er den samme type.

Nogle vælger et design med flere sten i stedet for én. I trilogydesignet sidder en centersten flankeret af to sidesten, hvilket giver mere bredde og lysspil på tværs af fingeren. En oval trilogy ring er et eksempel på, hvordan tre sten kan sættes sammen i et samlet udtryk. Der findes også mindre udgaver, hvor sidestenene er beskedne og centerstenen stadig dominerer.

Pavédesign betyder, at ringskinnen er sat med små diamanter tæt ved siden af hinanden. Det giver ekstra glans hele vejen rundt om fingeren og fungerer både som selvstændigt design og som ramme om en centersten. En round pavé ring viser, hvordan pavédetaljer kan bære et helt design uden en stor midtersten.

Vielsesringen sættes på fingeren under vielsen og er tænkt som det smykke, der bæres konstant. Derfor prioriteres holdbarhed og komfort højere end effekt. Ringen er typisk lavere i profilen, så den ikke hænger fast i tøj, og den er oftere symmetrisk hele vejen rundt.

Den klassiske vielsesring er en glat ring uden sten. Den findes i guld og hvidguld, og bredden vælges efter hånd og smag. Mange par vælger stadig denne form, fordi den er neutral og lader forlovelsesringen stå frem.

En eternityring har diamanter hele vejen rundt om ringskinnen. Det giver et jævnt lysspil uanset, hvordan ringen drejer på fingeren, og designet bruges både som vielsesring og som jubilæumsring. En large eternity ring har relativt store sten, mens en tiny eternity ring er mere diskret.

En half eternityring har diamanter halvvejs rundt om ringskinnen, typisk på den øverste halvdel. Den nederste del er glat metal, hvilket gør ringen mere behagelig at bære sammen med andre ringe. En medium half eternity ring er et eksempel på et design, der ligger mellem den helt glatte ring og eternityringen.

Ordet alliancering bruges i dansk smykkesprog om en ring med sten sat i en række hele vejen rundt. I praksis dækker det ofte det samme som en eternityring. Begge betegnelser bruges om ringe, der bæres som vielsesring eller som supplement til de øvrige ringe på fingeren.

Tabellen beskriver hovedtendenser, ikke faste regler. Nogle vælger en enkel ring med en lille sten som forlovelsesring, og andre vælger en eternityring med store sten som vielsesring.

I Danmark bæres vielsesringen traditionelt på højre hånds ringfinger, mens forlovelsesringen ofte flyttes til samme finger efter brylluppet. Praksis varierer dog fra familie til familie og fra land til land, og mange bærer i dag ringene, som de synes ser bedst ud.

Når to ringe skal sidde ved siden af hinanden, betyder ringenes profil meget. En forlovelsesring med høj fatning kan skabe et lille mellemrum til vielsesringen, hvis vielsesringen er helt flad. En let buet eller smallere vielsesring lægger sig tættere. Nogle vælger derfor at bære ringene på hver sin hånd i stedet.

Metalvalget spiller også ind. Ringe i samme karat og samme farve slider mere ensartet mod hinanden, mens en kombination af guld og hvidguld giver kontrast, som nogle netop går efter.

Det bliver mere og mere almindeligt at vælge to ringe – én forlovelsesring og én vielsesring – fordi de markerer hver sit øjeblik. Samtidig vælger nogle at nøjes med én ring, enten fordi de foretrækker en enkelt ring på fingeren, eller fordi de vil bruge hele budgettet på ét smykke.

Vælger man én ring, kan det være en forlovelsesring, der bruges videre som vielsesring, eller en enkelt ring, der købes i forbindelse med brylluppet. Det ændrer ikke ringens betydning, men det ændrer, hvilket design der giver mest mening i hverdagen. En ring, der skal fungere som begge dele, bør have en profil, der kan holde til daglig brug.

Diamanter går igen i begge ringtyper, men i forskellige mængder og størrelser. I forlovelsesringen er stenen ofte det bærende element, mens diamanterne i vielsesringen typisk er mindre og fordelt over ringskinnen.

Diamant er det hårdeste kendte naturlige materiale og ligger på 10 på Mohs' skala. Det er en af grundene til, at netop diamanter bruges i ringe, der skal bæres dagligt. Vægten på en diamant angives i carat, hvor 1 carat svarer til 0,2 gram.

Lab-grown diamanter er kemisk, fysisk og optisk identiske med naturlige diamanter. De fremstilles enten ved HPHT (High Pressure High Temperature), hvor kulstof udsættes for tryk og varme svarende til forholdene dybt i jorden, eller ved CVD (Chemical Vapor Deposition), hvor kulstofatomer aflejres lag på lag på en tynd diamantskive i et kammer med kulstofholdig gas. Resultatet er en rigtig diamant med samme hårdhed og samme lysbrydning. Det er ikke muligt at se forskel på lab-grown og naturlige diamanter med det blotte øje, og skelnen kræver specialudstyr.

Det betyder, at valget mellem lab-grown og naturlige diamanter først og fremmest er et spørgsmål om, hvor stor en sten man ønsker inden for sin ramme, og hvilket design man går efter.

Fatningen er den måde, stenen holdes fast på, og den påvirker både udtryk og daglig brug.

I en prongfatning holdes stenen af små metalklør, typisk fire eller seks. Fordelen er, at lyset kan komme til stenen fra flere vinkler, hvilket giver mere glans. Ulempen er, at fatningen sidder højere, og at klørene skal tjekkes med jævne mellemrum.

En bezelfatning omslutter stenen med en kant af metal hele vejen rundt. Stenen sidder lavere og er beskyttet af metallet, hvilket gør fatningen praktisk til ringe, der bæres konstant. Udtrykket er mere afdæmpet, fordi mindre af stenens side er synlig.

I en pavéfatning sidder mange små sten tæt sammen, holdt af små korn af metal. Det bruges typisk på ringskinnen og giver en sammenhængende flade af lys frem for ét enkelt fokuspunkt.

Beslutningen om, hvad forlovelsesringen og vielsesringen skal være, hænger sammen med, hvordan ringene skal bruges. En person, der arbejder med hænderne, vil ofte have gavn af en lav profil på begge ringe. En person, der sjældent tager ringene af, kan med fordel vælge en fatning, der beskytter stenen.

Nogle køber begge ringe samtidig, så de matcher i metal og bredde fra starten. Andre køber forlovelsesringen først og finder vielsesringen bagefter, når det er tydeligt, hvordan de to skal sidde sammen. Begge fremgangsmåder fungerer, men køber man ringene hver for sig, er det værd at have forlovelsesringens profil i baghovedet, når vielsesringen skal vælges.

Endelig kan smykker uden for ringkategorien indgå i sammenhængen. Nogle par vælger et vedhæng eller et par ørestikker som morgengave, fx et solitaire pendant eller et par prong stud, så diamanterne går igen på tværs af flere smykker.