Diamantens særlige egenskaber kommer fra én ting: den er ren kulstof, pakket i et exceptionelt tæt og regelmæssigt krystalgitter. Det gør stenen til det hårdeste kendte naturmateriale, får den til at bøje lyset kraftigere end næsten alt andet i et smykke, og lader den lede varme usædvanligt godt. Netop derfor bruges diamanten dér, hvor et smykke skal både funkle og holde til daglig brug - i alt fra en solitairering til et tennisarmbånd.

De egenskaber er ens, uanset om stenen er dannet dybt i jorden over lang tid eller vokset i et laboratorium. En lab-grown diamant og en naturlig diamant har samme kemiske sammensætning og samme krystalstruktur, og derfor opfører de sig fysisk fuldstændig ens. Forskellen ligger i, hvor stenen er blevet til - ikke i hvad den er.

Hvorfor er diamant det hårdeste materiale?

Diamant ligger øverst på Mohs' hårdhedsskala med værdien 10. Skalaen rangerer materialer efter, hvad der kan ridse hvad, og en diamant kan ridse alle andre kendte materialer, mens intet af dem kan ridse den. Til sammenligning ligger de fleste andre ædelsten længere nede på skalaen.

Hårdheden skyldes de kemiske bindinger. Hvert kulstofatom er bundet til fire nabo-atomer i et stift tredimensionelt mønster, og de bindinger er både korte og stærke. Der er ingen svage retninger i gitteret på samme måde som i blødere sten, og resultatet er en overflade, der modstår ridser fra daglig kontakt med tøj, bordplader og andre smykker.

For et smykke, der bæres hver dag, betyder det, at diamantens facetter og kanter holder deres skarphed over tid. En sten, der bevarer sine flader og kanter, bevarer også sit spil i lyset. Det er en af grundene til, at diamanten er standardvalget i en solitaire rings, hvor en enkelt centersten sidder frit og udsat i en klofatning.

Hårdhed skal dog ikke forveksles med, at stenen er umulig at beskadige. En diamant er hård over for ridser, men et hårdt, præcist slag på den rigtige retning kan stadig give afskalninger. Det er en almindelig egenskab ved krystaller og ikke et særligt svaghedstegn ved netop diamant.

Hvordan skaber diamanten sit lysspil?

Det, de fleste lægger mærke til ved en diamant, er måden den håndterer lys på. Her spiller to optiske egenskaber sammen: et højt brydningsindeks og en høj spredning af lyset.

Brydningsindekset beskriver, hvor kraftigt et materiale bøjer lyset, når det passerer ind i stenen. Diamant har et af de højeste brydningsindeks blandt farveløse ædelsten, og det er grunden til, at en veltilslebet sten kan kaste meget af det indfaldende lys tilbage mod øjet i stedet for at lade det slippe ud gennem bunden. Det giver den kraftige hvide glans, der ofte kaldes brillans.

Spredning, eller dispersion, er stenens evne til at dele hvidt lys op i regnbuens farver, sådan som et prisme gør. Det er den egenskab, der giver de små glimt af rødt, blåt og gult, man ser bevæge sig i stenen, når hånden vender. På fagsprog kaldes det ild.

Begge dele afhænger stærkt af, hvordan stenen er slebet. Facetternes vinkler og proportioner afgør, om lyset rammer de indre flader i den rette vinkel og kastes tilbage, eller om det siver ud og efterlader stenen mat. En rundslebet brillant er netop designet til at udnytte diamantens optik maksimalt, og det er den slibning, der bruges i produkter som et tennis bracelets, hvor en lang række ens runde sten skal spille ensartet hele vejen rundt.

Slibningen betyder også, at forskellige former udnytter lyset forskelligt. En round pavé ring sætter mange små sten tæt sammen i overfladen, så lysspillet bliver en samlet, funklende flade frem for glimt fra en enkelt stor sten.

Hvad betyder diamantens rene kulstof for stenen?

En diamant er grundstoffet kulstof i krystalform. Samme grundstof optræder også som grafit - det bløde, mørke materiale i en blyant - men de to har vidt forskellige egenskaber, fordi atomerne er arrangeret helt forskelligt. I diamant sidder atomerne i det tætte, stive gitter, i grafit i løse lag, der glider fra hinanden. Det er et af de tydeligste eksempler på, hvor meget selve strukturen afgør et materiales egenskaber.

Fordi diamant leder varme usædvanligt godt, føles en diamant ofte kølig at røre ved. Varmeledningsevnen er en egenskab, der adskiller diamant fra mange glasklare imitationer, og den findes uændret i både lab-grown og naturlige diamanter.

De fleste diamanter i smykker er tæt på farveløse, men helt rene, farveløse sten er ikke normen. Små mængder af andre grundstoffer eller små indeslutninger i gitteret kan give stenen et strejf af farve eller mikroskopiske kendetegn. Det er de forhold, farve- og renhedsgrader beskriver, og de vurderes ens for lab-grown og naturlige diamanter.

Hvordan bliver en lab-grown diamant til?

En lab-grown diamant dannes ved at genskabe de forhold, der får kulstof til at krystallisere som diamant. Det sker på to måder. Den ene bruger højt tryk og høj temperatur, forkortet HPHT, hvor kulstof udsættes for et pres og en varme, der efterligner forholdene dybt i jorden. Den anden hedder Chemical Vapor Deposition, forkortet CVD, hvor en kulstofholdig gas nedbrydes i et kammer, så kulstofatomerne aflejrer sig lag på lag på en lille startkrystal og bygger stenen op.

Begge metoder giver en sten med præcis samme krystalstruktur som en naturlig diamant. Derfor er hårdheden, optikken og varmeledningsevnen ens. En lab-grown diamant er altså ikke en efterligning, men en diamant dannet på en anden måde end i naturen.

Fordi egenskaberne er identiske, findes samme design ofte i begge varianter side om side. En eternity rings kan sættes med lab-grown eller naturlige diamanter uden nogen forskel i, hvordan de små sten funkler rundt om ringskinnen.

Hvad betyder egenskaberne for pleje af et diamantsmykke?

Diamantens hårdhed gør stenen robust, men den fatning og det metal, den sidder i, er blødere. Hos Longvé fattes diamanterne typisk i 14K guld eller 14K hvidguld, og guld ridser og bøjer lettere end selve stenen. Derfor handler pleje mest om at passe på fatningen og holde stenen ren.

En egenskab, der er værd at kende i hverdagen, er, at diamant tiltrækker fedt. Hudfedt og creme lægger sig let på stenens overflade og dæmper netop det lysspil, hårdheden og optikken ellers giver. En diamant, der ser mat ud, er derfor oftere snavset end beskadiget. Lunkent vand med lidt mild sæbe og en blød børste fjerner det og bringer glansen tilbage.

Fordi diamant er så meget hårdere end andre sten, kan to diamantsmykker, der opbevares sammen, ridse hinandens metal og eventuelle blødere sten. Det gælder også, hvis et diamantstykke ligger løst sammen med for eksempel et smykke med sapphires, der er blødere end diamant. At opbevare smykkerne adskilt er den enkleste måde at undgå det på.

Egenskaberne - hårdheden, den kraftige lysbøjning og den tætte kulstofstruktur - er de samme fra den mindste sten i et vedhæng til den største centersten i en ring. De er grunden til, at diamanten holder både sit udseende og sin holdbarhed gennem mange års brug.